Hvor kommer julemanden fra?
Dette spørgsmål har gennem alle tider – eller måske nok snarere de moderne tider – optaget både børn og barnlige sjæle. Alle os der tror på julemanden har en naturlig nysgerrighed for, hvor pokker denne godmodige og korpulente mandeskikkelse i rødt tøj, slår sine folder, når han ikke knokler som et rensdyr i julemåneden.
Svaret på spørgsmålet er naturligvis Grønland. Det ved alle, der har set Nissebanden, men ikke desto mindre er der folk fra andre lande, der ikke har set denne danske julekalender, og som derfor har en anderledes opfattelse af, hvor vores alles julemand bor.
Julemanden foretrækker det kolde nord
På vore breddegrader ynder vi at sige, at julemanden stammer fra Grønland, men han skulle efter sigende også være blevet set oppe på Nordpolen eller et sted i det nordlige Finland. Det er naturligvis kun på tidspunkter, hvor han ikke flyver rundt med kanen og aflevere gaver til artige børn.
Men for at finde det historiske ophav til én af julens absolutte hovedpersoner, skal må vi nødvendigvis spejde mod syd og lidt varmere breddegrader. Her møder vi nemlig i det 4. århundrede i den tyrkiske by Myra end skikkelse, der gik under navnet den gavmilde Sankt Nikolaus. Denne venlige mand blev byens biskop, men han var mere kendt for at dele gaver ud til højre og venstre, og det er derfor han fik sit tilnavn ‘Den gavmilde’. Ifølge de fleste julemandslærde er det ham, der står fadder til den moderne julemand. Nikolaus skrev sig nemlig ind i kirkehistorien og manges hjerter gennem sin store gavmildhed, og det faktum, at han gav uden at forvente noget igen. De fleste af Nikolaus’ gaver blev nemlig givet anonymt, og det var klart med til at give ham heltestatus. Fx lagde han ofte mønter i de fattiges sko om natten, og den tradition lever videre den dag i dag, hvor skoen er udskiftet med strømper, og de fattige er udskiftet med børn.
Julemanden rejser til USA
Sankt Nikolaus blev således et vigtigt navn i den katolske kirke, men da han samtidigt var skytshelgen for sømændene, så var han også populær blandt protestanterne i Holland, som var en vigtig søfartsnation – du ved dem med den Flyvende Hollænder. De kunne åbenbart ikke sige Sankt Nikolaus, så de gav ham i stedet det mundrette navn Sinterklaas. Hollandske udvandrere tog traditionen med til USA i det 19. århundrede og resten er historie, som man siger. Her blev han med tiden til Santa Claus eller slet og ret Santa.
Der er i øvrigt en lille sjov krølle på julemanden, som de fleste af os kender som en tyk mand. Den oprindelige Sankt Nikolaus ligger begravet i den italienske by Bari, og da arkæologer er nysgerrige mennesker kunne de ikke dy sig, men gravede ham op i forrige århundrede blot for at konstatere, at Nikolaus var en lille spinkel mand på rundt regnet 1.5 meter og altså slet ikke den store fyr, vi render ind i det meste af december måned. det viste sig, at den historiske ”julemand” var en lille, spinkel mand på omkring halvanden meter.
Kært barn har mange navne, og det har juleanden også
Det er ikke så underligt, at julemanden kan blive stresset op til jul. Selvom det langt fra er alle børn, der er artige, så har han ikke desto mindre et rimelig stramt program. Derudover så er der på ingen måde enighed om, hvad han hedder, og når håbefulde børn nævner ham i deres aftenbøn, så er der en masse forskellige navne i spil. Se bare nedenstående liste over, hvad julemanden kaldes rundt omkring i verden. Det er jo godt at vide, hvis man en dag er på de kanter ved juletid.
Santa Claus i USA
Father Christmas i England
Weihnachtsmann i Tyskland
Sinterklaas i Holland
Julenissen i Norge
Jultomten i Sverige
Joulupukki i Finland
Babbo Natale i Italien