Derfor holder vi jul
Der er mange gode grunde til, at vi holder jul, og det er bestemt ikke et tilfælde, at festen falder lige netop om vinteren. Mange tror, at det udelukkende skyldes fødslen af et lille drengebarn i Bethlehem for mere end 2020 år siden, men det er ikke hele sandheden. I førkristen tid var julen en midvinterfest altså en fest, der blev afholdt i midten af vinteren. Midvinternatten var i midten af januar, og det var således ikke en solhvervsfest, selvom man i begge tilfælde fejrer, at man gik mod lysere tider.
I førkristen tid var ‘julen’ en slags nytårsfest. Man véd ikke helt præcist, under hvilke former julen blev fejret i førkristen tid, men den islandske krønikeskriver Snorre Sturlasson (1178-1241) fortæller i Hakon den Godes saga, at kong Hakon bestemte, at festen – jul – skulle holdes samtidig med de kristne – altså 24/25 december.
Julen skal drikkes
Ifølge de islandske krøniker var midvinterfesten en fest, hvor man var fælles om ønsket om fred og frugtbarhed i det kommende år. Men selvom den hedenske tro stod stærkt, så var det altid godt at halvgardere sig. I beretningen om Hakon fortælles bl.a., at han ved et julebesøg hos en høvding snød og gjorde korsets tegn, da han blev bedt om at drikke øllet. Andre kilder dokumenterer, at man i den førkristne tid omtaler julen, som lidt af et drukgilde. I et kvad om julen fortælles fx i et kvad, at sangens hovedperson vil “drikke jul” ude på havet. Selve festens navn jól (:altså jul) stammer fra tiden før vi alle blev kristne, og dette ord betød fest, så mon ikke øldrikkeriet var en vigtig del af julen.
Verdens lys er startskuddet til en lysfest
Med kristendommen bliver julen først og fremmest til en fest for Jesu fødsel, men da han jo også kaldes “Verdens lys” hænger dette egentlig fint sammen med den gamle juls “grundidé”, at feste for det nye år og for, at vi går mod lysere tider. Jesu fødselsdag blev først fastlagt til den 25. december engang i 300-årene, og det er derfor englænderne og amerikanerne den dag i dag stadig insisterer på, at julen skal fejres den 25. december.