10 gode råd til at undgå brand i julen
Juletræet og dine juledekorationer kan være rene brandbomber. Kombinationen af tørt gran og levende lys kræver agtpågivenhed. Et øjebliks uopmærksomhed og pludselig står hele stuen i lys lue, men selvfølgelig skal vi hygge os i julen, og stearinlys er for mange opskriften på julehygge. Det er derfor meget vigtigt, at du sikrer dit hjem mod brand i julen, for det kan koste menneskeliv, hvis det først går rigtig galt.
Ifølge Beredskabsstyrelsen rykker brandvæsenet ud til 35 procent flere brande i private hjem i december end i alle andre af årets måneder, så der er alt mulig god grund til at sikre sig mod ildebrand i juletiden
Her er 10 vigtige regler, du bør overholde, hvis du vil undgå brand i dit hjem i julen.
- Sluk altid stearinlys og andet levende lys, når du forlader et rum
- Brug selvslukkende lys og kom manchetter lavet af stanniol på alle lysene i din juledekoration og adventskrans
- Hold stearinlys væk fra gardiner og andre letantændelige ting i dit hjem
- Hold øje med maden på komfuret. De fleste brande sker i køkkenet
- Indkøb en brandslukker til dit hjem og lær, hvordan du bruger den
- Hav en spand med vand stående ved siden af juletræet, hvis du har levende lys på træet
- Sørg for at dit juletræ ikke er tørt. Kom gerne lidt vand på træet, hvis det er lang tid siden, at det blev fældet.
- Køb en juletræsfod der kan fyldes med vand
- Brug selvslukkende stearinlys til dit juletræ
- Installer røgalarmer på strategiske steder i dit hjem